Virkemidler til webfilm

Startdato:
Udbyder:
Sted:
2800 Kgs. Lyngby
Dage:
5 dage
Pris:
8.500 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 179 evalueringer)
Forår 2017

At producere webfilm ser let ud, men kræver ved nærmere bekendtskab mere end de fleste venter. For en webfilm eksponeres under hårde vilkår. På kun et øjeblik skal den leve op til at kunne fange og fastholde interessen hos et utålmodigt publikum. Indfrier ens webfilm ikke at være interessant eller underholdende nok, hopper seeren af.

Hvis du selv vil producere, vil du have glæde af at forstå, hvad der kendetegner webfilm og at vide hvordan en kort historie skal skæres, for at fange folks interesse og ramme plet første gang. Den udfordring formidler dette intensive kursus – teoretisk og praktisk.

PROGRAM

På førstedagen indkredser vi, hvad kernen i enhver webfilm er, ud fra et stort bagkatalog af eksempler. Fx ser vi på hvornår et “talking head” er en katastrofe eller omvendt: hvornår det er den eneste rigtige måde at kommunikere på. Vi ser fx på hvornår personaleportrættet er ligegyldigt og hvornår det engagerer. Vi ser på hvornår filmen sælger budskabet og hvornår det har den stik modsatte effekt.

På dag to er vi klar til selv at udvikle 3-4 meget forskellige slags webfilm. I workshopform gennemgår vi succeskriterier og indkredser, hvad der kræver særlig opmærksomhed. Fx hvordan den visuelle form kan hjælpe med at fortælle skarpt og stramt. Vi ser, hvad der kan skabe nysgerrighed og fremdrift og hvordan filmens slutning er afgørende.Endelig afprøver vi, hvordan vi kan bruge storyboards til at få et overblik over filmens samlede udtryk.

De sidste tre kursusdage er afsat til at indøve de filmiske virkemidler i praksis. Fra optagelse til klipning.Her udfolder vi teorien i praksis gennem en række konkrete kamera- og klippeøvelser. Det er her vi oplever konsekvensen af de beslutninger vi traf i udviklingen af vores film. Vi vil se, hvordan vi kan ændre fortællingen gennem de nye muligheder, der opstår i redigeringen og afprøve, hvordan vi skærper eller svækker vores budskab via en række bevidste valg og fravalg i klippefasen.

Den praktiske del af kurset forudsætter at du har et lettere kendskab til kamera og simpel klipning fx i Final Cut Pro X eller Adobe Premiere Pro

Vi gennemfører hele processen på nøgle forhold i mindst 3 slags film:

  1. Præsentationsfilmen/virksomhedsportrættet
  2. Facebook-spottet/teaseren
  3. Micro-dokumentaren

AT PRODUCERE ER AT VÆLGE

Gennem hele forløbet øver vi i at beslutte bevidst, for det at producere webfilm, er at træffe valg. Igennem produktionsprocessen står du overfor beslutninger: Valg af idé, dramatisk handling og stil. Valg ang. lys, lyd, billedudsnit, tempo, timing, klipning osv. Disse kreative valg styrer dine seeres videre færd på nettet. Skal de købe dit produkt? Skal de lære noget? Skal de underholdes, tænke – eller begge dele?

Efter en hel uges oplæring i webfilmens tankegang og praktiske virkemidler vil du gå til din næste produktion med helt andre øjne.

Du er velkommen til at medbringe egne webfilm-idéer til at få vendt på kurset.

Der vil være fri forplejning i det danske filmstudies kantine. Varm ret, salatudvalg, smørrebrød, vand og kaffe.

Undervisere

Casper Joel

Instruktør, fotograf & klipper 

Casper Joel er ejer af produktionsselskabet Monitorfilm, hvor han leverer online videoer – reklamefilm, kampagnefilm, virksomhedsfilm, teasers, trailers og microdocs – til bl.a. Amnesty International, Sundhedsstyrelsen, Gribskov- og Fredensborg Kommune, Glyptoteket og Københavns Universitet. Casper er desuden uddannet skuespiller, som hans kundekreds også bærer præg af med mange opgaver for bl.a. Bellevue Teatret, Østre Gasværk Teater og Malmø Opera.