
Islamistisk terror er ikke ny i Europa, men angrebene på Charlie Hebdo og Bataclan i 2015 indledte en ny og voldsom bølge af terror, hvor flere europæiske lande har været ramt af angreb, heriblandt især Frankrig.
Dette fire dages kursus giver indsigt i terrortruslen, radikaliseringens mekanismer og de politiske efterdønninger. Gennem møder med forskere, redaktører, myndigheder, en lærer og en overlevende fra Bataclan-angrebet undersøger vi, hvordan terroren påvirker samfundet, fra indvandringspolitik til ytringsfrihed, og hvordan medier, satiretegnere og lærere lever med truslen i dag.
I Frankrig er antallet af konflikter steget mellem lærere/skoleledere og elever/forældre på skoler og gymnasier. Undervisningsministeriet har nedsat en kommité, der rådgiver undervisningsinstitutioner om, hvordan de kan tackle konflikter, når det gælder fx religiøs beklædning, som er forbudt. Eksperter fra komitéen advarer mod at forklare vejen til radikalisering med racisme og diskrimination, fordi det også drejer sig om religionsopfattelse styret af ideologi, fx har De Muslimske Brødre stor indflydelse i Frankrig.
Vi får en status på terrortruslen i Frankrig og Europa i dag og får indblik i, hvem de islamistiske terrorister er, hvad de vil opnå, og hvilken betydning terrorangrebene har haft – og kan få – politisk i Europa.
Kurset begynder i København og fortsætter i Paris, hvor 10-årsdagen for angrebene på Stade de France, caféer, restauranter og koncertstedet Bataclan markeres 13. november.
Kendskab til fransk er ikke nødvendigt, da oplæg og samtaler foregår på dansk og engelsk.
KURSUSPROGRAM
Mandag 10. november kl. 10:00: Københavns Universitet: Oplæg med tre forskere.
En forsker i islamistisk terror fortæller om nye tendenser blandt terroristernes profiler, deres mål og informerer om et studie af ISIS kvinder i al-Hol lejeren. Terrorforskeren giver også en trusselsvurdering for islamistiske angreb i Danmark.
En lektor i retsfilosofi deler sine overvejelser – også pædagogiske – om at vise Muhammedtegninger i undervisningen og frygten for repressalier, og en forsker i franske forhold informerer om Frankrigs initiativer for at tackle terrortruslen via lovgivning og andre tiltag.
Mandag eftermiddag: Afgang Kastrup lufthavn med fly til Paris, hvor deltagerne indkvarteres på enkeltværelser på et godt hotel i centrum.
Tirsdag, onsdag og torsdag:
Vi skal besøge en Paris forstad, der arbejder med et anti-radikaliseringspogram, og vi skal møde forskere i islamisme og radikalisering, der belyser terroristernes profiler og mål og giver en vurdering af det aktuelle trusselsbillede i Frankrig og Europa. Vi skal også møde en lærer, der fortæller, hvordan drabene på lærerne Samuel Paty i 2020 og Dominique Bernard i 2023 påvirker undervisningen.
Vi skal desuden møde en sociolog, der har lavet feltarbejde blandt De Muslimske Brødre i Frankrig og som forsker i organisationens indflydelse. Desuden skal vi møde personer, der var tæt på terrorangrebet 13. november 2015, bl.a. en overlevende. Jeg arbejder også på, hvordan det giver mest mening at deltage i mindehøjtideligheden ved Bataclan på 10-års dagen for angrebet 13. november.
Det endelige program er stadig under udarbejdelse, derfor er kun et mindre antal undervisere publiceret. Deltagerne modtager endeligt program samt kursusmateriale 2-3 uger før kursusstart.
Efter kurset modtager deltagere korte referater af oplæg samt kontaktoplysninger på oplægsholdere i Danmark og Frankrig.
PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi flyver fra Kastrup Lufthavn mandag eftermiddag 10. november og flyver hjem igen torsdag aften 13. november. I Paris indlogeres deltagerne i enkeltværelser på et godt hotel i centrum.
KURSUSPRISEN OMFATTER:
Prisen er inklusiv moms og omfatter kursusplanlægning, fire dages undervisning, kursus-materiale, fly Kastrup-Paris t/retur, transport fra lufthaven i Paris til hotellet, overnatning i enkeltværelse på et godt hotel i centrum af Paris, turistskatter, morgenmad i fire dage samt én betalt middag. Øvrige aftensmåltider, frokost og drikkevarer er ikke inkluderet.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget. Hvis du kommer i en situation, hvor du må melde fra, gælder følgende afbestillingsvilkår:
Hvis det sker mere end to måneder før kursets start, koster det betaling af fly t/r + 50% af prisen for hotelværelse i 3 nætter, da det er betalt og ikke refunderbart. Ved afbestilling mindre end otte uger før kursusstart tilbagebetales kursusprisen ikke – uanset årsagen.
Du har mulighed for at tilmelde dig, også hvis du ikke arbejder på en PU-virksomhed. Du skal blot krydse af i ”arbejder på ikke-PU-virksomhed eller selvstændig” i tilmeldelses-modulet.